Guldmann Omsorgsfond satte gang i festen på Plejehjemmet Husumvej

Plejehjemmet Husumvej er med kun 21 beboere det mindste kommunale plejehjem i Aarhus. Her blev der for nylig holdt et brag af en høstfest med sang og dans, da Guldmann Omsorgsfond donerede underholdning med Riis & MeloDivaerne.

Økonomien på det lille plejehjem er desværre ikke til, at der kan bruges penge på underholdning og ekstra oplevelser. Derfor så årets høstfest ud til at blive en kedelig omgang, indtil social- og sundhedshjælper Malene Kildall Viktor tog sagen i egen hånd og søgte Guldmann Omsorgsfond om støtte.

Og det initiativ blev højt værdsat af forstander Christel Nyland:

"Vi vil meget gerne hygge om vores beboere og give dem oplevelser ud over den almindelige hverdagsomsorg, men har ikke plads til det i budgettet. Derfor blev jeg virkelig glad over, at Malene tog det her initiativ og søgte fondsmidler. Det har været fantastisk at kunne bruge de her penge på at forkæle vores beboere."

Fra venstre mod højre: Social- og sundhedshjælper Malene Kildall Viktor, Guldmann Country Manager Denmark Karin Lund Sant og Plejehjemsforstander Christel Nyland.

Skønsang og glimt i øjet

MeloDivaerne har rødder i Odder. De kalder deres show et musikalsk teatershow med fællessang, skønsang, humor og små teaterindslag. Repertoiret spænder fra klassiske perler til nyere hits, og de optræder ofte på plejehjem og plejecentre. Damerne optræder i smukke, festlige kjoler og flotte hatte, og de bevæger sig rundt blandt publikum, mens de synger.

Det var da heller ikke første gang, MeloDivaerne besøgte Husumvej. Plejehjemmet havde haft dem på besøg for flere år siden, og derfor var Malene ikke i tvivl om, hvem der skulle stå for underholdningen til deres høstfest.

Selve festen blev holdt i begyndelsen af oktober og var for både beboere, pårørende og personale. Først var der spisning, og derefter optrådte MeloDivaerne med sang og dans i to akter med dessert i pausen. De kendte melodier og sjove indslag fik beboere og personale i højt humør. Flere kom ud på dansegulvet i løbet af aftenen, der sluttede på passende vis med Johnny Reimars "Sikke'n fest".

  • Begejstringen var til at tage og føle på hos beboer Orla Johannesen, 92 år. Hans øjne lyser op, når han fortæller om aftenen

    Begejstringen var til at tage og føle på hos beboer Orla Johannesen, 92 år. Hans øjne lyser op, når han fortæller om aftenen:

    "Der var begejstring lige fra start. Musikeren gjorde det så godt. Det var god og kendt musik. Han startede stille ud, men så kom de friske syngepiger ind."

    Ordet "begejstring" vender tilbage igen og igen, mens Orla fortæller. Han er lidt tilbageholdende med at indrømme, at han selv var med i danserierne. Han var vist nok ude at danse, men det blev ikke til så meget, siger han. Billeder fra aftenen viser dog Orla, der giver den fuld gas på dansegulvet, mens rollatoren står parkeret.

    Billeder fra aftenen viser dog Orla, der giver den fuld gas på dansegulvet, mens rollatoren står parkeret.

Orlas familie var kommet helt fra København for at være med, og de var også begejstrede. Orla takker Guldmann varmt for donationen og er ikke i tvivl:

"Pengene blev rigtig godt brugt. Det var alle pengene værd. De andre synes også, det har været det bedste, de har været til her på plejehjemmet."

Malene Kildall Viktor fortæller også, at det har gjort stort indtryk:

"Det var simpelthen så dejligt at se hvilken fest, beboerne havde. Det havde en kæmpe betydning at kunne give dem den oplevelse."

Guldmann Omsorgsfond er stiftet for at påskønne personer, institutioner og organisationer, som dag efter dag gør en positiv indsats i plejesektoren. Hos Guldmann er vi stolte og glade over at have givet beboerne på Plejehjemmet Husumvej en dejlig aften fuld af liv og glæde.