Cases oversigt

Bevægelsesfrihed for lille pige er til glæde for hele familien

Super-My
Hendes forældre kalder hende "Super-My", og det er ikke uden grund. Da My var 3 måneder gammel, blev hun diagnosticeret med en sjælden form for spædbarnsleukæmi. Ifølge lægerne havde hun 50 % chance for at overleve, og måtte igennem kemoterapi og en kompliceret knoglemarvstransplantation. Under transplantationen fik My hjertestop, og hun kom derfor i respirator på intensivafdelingen. På grund af hjertestoppet fik hun en alvorlig hjerneskade og er nu afhængig af hjælp døgnet rundt, da hun hverken kan spise, sidde eller gå selv.
Nu, hvor kræften er bekæmpet arbejder My og hendes familie målrettet på at forbedre hendes funktionsevne så meget som muligt.

Træning derhjemme
Familien, der består af My, mor, far og to yngre tvillingebrødre, har en loftlift med Trainer-modul installeret hjemme i deres stue. My’s mor, Mathilde, er fysioterapeut og har derfor hele tiden fokus på genoptræning med det mål at hjælpe sin lille pige til at bevæge sig så uafhængigt som muligt.

Når Mathilde laver gangtræning med My, har de brug for at kunne lave mange gentagelser, som ville være meget besværlige og tunge at håndtere uden loftliften. Det giver dem også mulighed for at træne rejse/sætte sig-øvelser, bækkenløft og knæliggende øvelser. Under alle øvelser har Mathilde begge hænder fri til at guide og støtte uden at risikere skader eller faldulykker.

Meget mere end bare genoptræning
Det handler dog ikke kun om træning, men også om en højere livskvalitet, ikke bare for My, men for hele familien. Da My første gang prøvede sejlet Active Vest og loftliften, begyndte hun at danse. Det var samtidig også første gang, at hendes mor nogensinde havde set My bevæge sig rundt helt frit.

For dem som familie betyder det rigtig meget, at My selv kan bevæge sig rundt. De behøver ikke at skubbe hende rundt i kørestolen hele tiden. Eller få dårlig samvittighed, hvis de ikke flytter hende med det samme, når hun vil. For nu kan hun selv komme hen til det legetøj hun vil lege med, eller hen til sine brødre, hvis hun vil lege med dem. Hun er pludselig i øjenhøjde og kan bevæge sig rundt og interagere med dem.

Som Mathilde siger:
”Det er helt fantastisk at se My danse rundt. Jeg tror det er enhver forælders drøm at se deres børn løbe rundt og lege selv, og når man så har et barn, der ikke kan gøre det uden hjælpemidler, så er det helt fantastisk at se at hun lige pludselig selv kan bestemme om hun vil gå hen til bamsen eller dukken. Det giver hende en masse selvstændighed og hun er glad. Det lyser ud af øjnene på hende og så bliver jeg jo også glad.”

Kontakt os for mere information